Tilløb

Fortvivlet gik han rundt i den femmede by. Så ned i jorden og var simpelthen godt gammeldags sur på sig selv og resten af verden. Ikke en eneste ærlig sjæl havde han mødt gennem sit langsomt hensygnende liv. Snydt var han - ikke bare af sig selv men også af alle andre. Det var værst at han havde snydt sig selv. Alle de mål han satte sig var aldrig blevet til noget. Han kunne til nøds samle sig til at begynde på noget men efter kort tid så så han hvor uoverkommelig opgaven var eller også havde han ikke nogen ide med det han var gået i gang med. Små stumper af tilløb. Det var hans liv. Han selv var blevet et tilløb. Han gad ikke og han kunne ikke holde en kurs. Zig Zag og rundt om sig selv. Hver gang. Hver eneste gang. Korthusbygger var han. Men selv det nederste lag kort væltede han omkuld af lutter ugidelighed. Hvad skulle han dog lave det korthus for.

Den eneste grund til at han kom ud af sengen ved middagstid hver dag var at han fik ondt i ryggen og resten af kroppen af at blive liggende. Og når han tog smertestillende piller for at kunne blive liggende begyndte tankerne i hans hoved at tvære ham ud. Det hele var håbløst. Intet selvskab og var der endelig en der var ligeså elendig som ham selv, så havde de intet, ganske enkelt intet, at snakke om. Efterårets farver kunne være ligeså smukke efter andres mening. Det ændrede dog ikke på at når han gik hvor der var træer så gad han ikke se op. Han var rasende. Så i protest så han ned i jorden. Og var der nogen der kom imod ham anede han at der kom en og han gled udenom i håb om at det ikke var en han kendte.
Så han gik og gik og kom forbi en kælderhals. Her var der et værtshus tænkte hans tanker. Du får det bare hundrede gange værre hvis du drikker sagde han til sig selv og gik ned i værtshuset og bestilte en øl fra kassen og tændte en smøg.
Han nød det øjeblik hvor han trak kapslen af og satte flasken for munden. Resten var elendighed. Øllen var hurtigt ned og han havde ikke flere penge så han sad lidt i olme tanker og kørte sig selv dybere ned i livsforagt og selvhad.

Så rejste benene sig og gik ud af værtshuset. ud i kulden. Hen mod havnen. men nej det kunne han heller ikke. Hvorfor ikke spurgte han sig selv. Og han kendte svaret og gik væk fra kajen. Det var blevet mørkt og han så at næsten alle gadelygterne var slukket. Der var energikrise så der skulle spares. Han kunne dog ane fortovskanten og med et tumlede han omkuld. Det var benene der ikke ville mere. Så nu lå han der. Ondt gjorde det og der var ikke et menneske ude i den tomme by. Han prøvede at rejse sig. Men der var ikke noget at tage ved. En motorcykel kom farende henimod ham. Direkekte imod ham. Lyset blev skarpere og skarpere og pludselig var alt lys. Sort lys.